Bjørnerod

Bjørnerod (Meum athamanticum)

Højde: 50cm.

Bjørnerod er en smuk staude, der tidligere var almindelig i de danske landbohaver. Den nævnes første gang i dansk havelitteratur helt tilbage i 1642, og den er beviseligt blevet dyrket på planteskoler fra 1912. På trods af at den er ualmindeligt køn i både blomster og løv og den ovenikøbet er spiselig, er den gået lidt i glemmebogen i nyere haver. Det er rigtig synd, men heldigvis er den ved at dukke op igen som en fin ingrediens i toneangivende restaurantkøkkener – og så er det da oplagt også at genindføre den i haverne som både pryd- og nytteplante!

Bjørnerod udmærker sig ved det fineste filigran-løv og delikate hvid-rosa skærmblomster. Selve planten består af en tæt bladroset med fine fjersnitdelte, meget frodige og grønne blade. Den blomstrer i juni-juli med de smukkeste hvide skærmblomster, ofte med et strejf af rosa. Løvet er meget velegnet til afskæring, det fine filigranløv gør sig smukt i buketter. Både blomster og blade har en sødlig, aromatisk duft. Rødderne er tæt behårede, heraf navnet bjørnerod. Den kendes også som ’bjørnedild’ og bjørneurt’.

Nutidig anvendelse: Bladene af bjørnerod kan bruges som krydderurt: klippet over mad eller som pynt på et stykke smørrebrød. Smagen er mildt løvstikke-selleriagtig, måske med et sødligt strejf a la bukkehorn. Man kan også bruge skærmblomsterne som drys på mad. Deres smag er en smule anderledes, karryagtig mener nogle. Udover som grønt drys er den også velegnet til supper, saucer og diverse sammenkogte retter. Roden er også spiselig og er i bl.a. Skotland blevet dyrket som persillerodsagtig rodgrøntsag. Løvet af bjørnerod kan også bruges som smagsgiver til snaps eller tørret i te blandinger.

Anvendelse som lægeplante: Bjørnerod ses ofte i gamle klosterhaver, idet den tidligere har spillet en medicinsk rolle som både appetitregulerende og fordøjelsesfremmende, men mest er den kendt for at gøre mænd virile!