Bramley Vardeæblet

Bramley eller Vardeæblet

Foto. Anker Tiedemann tegning fra Danmarks frugtsorter ved Antonius Pedersen

Synonymer; Bramley Seedling.

Historie.
Bramley er et frøæble, sået i England omkring 1810 af en ung pige, Mary Ann Bralisford. Hendes hus og haven, hvor træet står, blev siden solgt til skomager Bramley, som har lagt navn til sorten, da en lokal gartner beder om lov til at opformere den i 1856. Omkring 1883 kom Bramleyæblet til Varde, hjembragt fra Frankrig. Her glemmes sorten, genopdages senere og markedsføres som Vardeæblet. Først senere, bliver man opmærksom på, at der er tale om sorten Bramley. I den omtalte have i England, står der stadig et træ, der er en stikling af det originale Bramley træ. Bramley er én af Englands nationalsorter.

Æblet.                                                                                                                                                             Grundfarven er kraftig grøn, men under lagring ændrer farven sig til gul eller gulliggrøn. Solsiden er stribet med en matrød farve
Madæble. Saftigt og meget syrligt, med svag aroma og svag duft. Overfladen er voksagtig. Æblet plukkes i sidste halvdel af oktober og kan bruges fra december frem til april. Det er godt til most og æblemos, og efter lagring egnet til de fleste retter, der indeholder æble. Blomsterne er store og meget smukke, og derfor kan Bramley bruges som prydtræ.

Vækstform.
En sund og kraftig sort, der giver store bredkronede træer og sjældent angribes af sygdom. Er tidligere anbefalet til plantning i Jylland, da sorten ikke stiller de store krav til jordbunden. Den er hårdfør og derfor klarer sig godt på de mere udsatte egne. Kan ikke bestøve andre sorter.

Træet i haven

Vi har valgt at plante et Bramley, i vores have her i Søgård, fordi det er et meget typisk madæble, der har været en meget udbredt sort på egnen og i hele Jylland. Og fordi Bramley blomstrer så smukt, så det pynter flot i haven, når det blomstrer.

I lang tid har man troet, at Vardeæblet var opstået i Jylland. Men senere fandt man ud af, at det er identisk med sorten Bramley fra England. En indvandrer, der er blevet integreret, som én af vore egne på egnen.

Kilder:

Frilandsmuseet: https://natmus.dk/museer-og-slotte/frilandsmuseet-det-gamle-danmark/huse-og-gaarde/haver-og-landskab/gamle-sorter/frugt-og-baer/aebler/bramley/

Danmarks frugtsorter ved Antonius Pedersen, bind 1: Æbler udgivet af fællesudvalget for frugtavlsøkonomi på alm. Dansk gartneriforenings bogforlag 1950, Side 189-192