Filtbladet Kongelys

Filtbladet Kongelys (Verbascum thapsus)

Højde: 1,5 m.

Filtbladet kongelys er en toårig plante, som blomstrer andet år med flotte blomsterstand med gule blomster og derefter visner. Den er vildtvoksende i Danmark og findes i hele Europa, Nordafrika og dele af Asien.
Blomstringen strækker sig over lang tid, fordi den først springer ud nederst i blomsterstanden og derefter hele vejen op. Frø af kongelys kendes fra arkæologiske udgravninger fra 1200-tallet og frem. Frøene har en meget langvarig spireevne, og derfor kan der dukke kongelys op ved udgravninger.
Kongelys har også været brugt mod rotter og mus, og man sagde, at dyrene ikke kom igen, hvis de først havde lugtet planten. I Egense satte man derfor omkring 1870 en kongelysplante i et hjørne af laden.

Nutidig anvendelse: Udtræk af blade og blomster bruges for at mindske slimdannelse i luftveje, og kongelys stimulerer ophostning af slim og meget gerne sammen med andre slimløsnende planter som f.eks. timian.
Kongelys indeholder slim (flavenoider) som er gode for kredsløbet, slimløsnende saponiner, æteriske olier og garvestoffer. Blomster, der er udblødt i olivenolie, bruges i dag i Tyskland mod hæmorroider og mod ørebetændelse.


Anvendelse som lægeplante:
 Både blomster og blade er blevet brugt medicinsk overalt, hvor den har vokset, og den nævnes allerede i lægebøger fra 1400-tallet mod så forskellige lidelser som lårsmerter, forstoppelse, malaria, hoste og betændte sår. Der findes mange optegnelser om, at man tidligere har brugt afkog af planten mod hæmorroider, og den er nævnt i lægemiddelfortegnelsen (farmakopeen) i 1772.
I dag er kongelys en af de meget anvendte planter mod hoste og katar i luftveje og bronkitis.