Peberrod (Armoracia rusticana)

Højde: 120 cm.

En flerårig urt med lange blade, der udvikler lange, kraftige, cylindriske rødder. Blomsterne er smukke og udskiller en dejlig duft.
Smagen og lugt er skarp, der forårsages af en sennepsglykosid. Peberrod indeholder tre gange så meget C-vitamin som citroner, men med den kraftige smag er den nærmest at betragte som et krydderi i madlavningen. Har været dyrket i århundreder og er værdsat for sin skarpe, peberagtige smag og sine bakteriehæmmende egenskaber, der har gjort planten vigtig i folkemedicinen. Den skarpe smag skyldes svovlholdig allylsennepsolier.

Peberrod har længe været dyrket i Danmark, og er første gang omtalt i dansk litteratur omkring år 1300.

Nutidig anvendelse: Revet peberrod som topping eller i sovser. Roden i skiver bruges også i syltning til erstatning for atamon pga. de bakteriehæmmende egenskaber.

Anvendelse som lægeplante:  Peberrod er gennem tiderne både blevet anvendt som krydderi og lægeplante. F.eks. nævner Henrick Smid i 1546, at peberrod, eller Mirredicke, som det hed dengang, afkogt med honning og eddike, kan uddrive sten og fremme menstruation. Henrik Harpestreng nævner allerede omkring år 1300, at peberrod kan bruges mod skørbug pga. det høje C-vitamin indhold, og som en af ingredienserne i et middel, der skal fremme evnen til at kaste op, hvis man skulle have brug for det.