SANKTHANSURT

SANKTHANSURT (Hylotelephium telephium)

Højde: 50 cm.

Det danske navn hentyder til, at man tidligere indsamlede unge skud fra planten omkring Sankthans og indsatte disse i en sprække i loftsbjælker. Voksede skuddene videre, var det et varsel om fremtidig lykke og sundhed for husets beboere, og det modsatte, hvis de ikke voksede videre.
Den kendes på sine karakteristiske tykke blade, da den er en sukkulent.
Fra gammel tid er Sankthansurt i øvrigt også en spådomsplante på lige fod med vejbred, for den kan spå om, i hvilken retning kæresten skal findes. Et blad fra Sankthansurt hænges med en snor op i loftet, og når bladet tørrer, vil det krumme sammen og bøje sig i den retning, hvor kæresten skal findes. (Er man utilfreds med retningen, kan man jo dreje lidt på snoren i smug, så det vender rigtigt.)
Et andet varsel fra Sankthansurten byder, at man hænger to blade op. Bøjer de sig mod hinanden, vil kærestefolk blive gift, (kommer der sideskud kan de fortælle om, hvor mange børn, der kommer). Bøjer de to blade væk fra hinanden, bliver der intet ægteskab.

Nutidig anvendelse: Bladene er spiselige. Sankthansurt smager meget som ærtebælg. Hvis du godt kan lide smagen af friskbælgede ærter og nyder bagefter at trække hinden af bælgen og spise den, så kender du smagen af Sankthansurt. Fordelen ved Sankthansurt er blot, at her er der ingen hinde, der først skal trækkes af.

Anvendelse som lægeplante: Sankthansurt er også brugt som naturmedicin. For eksempel blev urten i gamle dage brugt mod hæmorider. Det foregik ved, at man lagde et blad fra sankthansurt mellem skuldrene på den person, der havde hæmorider. Her skulle bladet (der er køligt) ligge til det visnede. Om det virkede, melder historien intet om. De kølige blade er også gennem tiden brugt mod så forskellige ting som brandsår og næseblod. Det hed sig også, at Sankthansurt skulle være god mod kræft. Hvis saften blev tilsat honning eller sukker, fik man en tyktflydende sirupsagtig væske, og et par teskefulde af denne skulle være god mod ondt i halsen.